100 års erfaring bag os

1893

En fabrik stiftes

Philip Jensens Motorfabrik, stiftet i 1893, producerede gas- og petroleumsdrevne motorer til elektricitetsfremstilling og til drift af andre maskiner, f.eks. pumper. De blev især anbefalet til "Haandværkere og mindre Industridrivende, da der ikke behøved nogen særskilt Tilladelse af Øvrigheden ved deres Opstilling".

Philip Jensen drev sin virksomhed i godt 25 år med op mod en halv snes ansatte, når de var flest, inden han d. 15. juni 1919 solgte fabrikken og - efter hvad overleveringen fortæller - gik ind i sølvvarebranchen, som på den tid var stor i Horsens.

1905

Ind i fortællingen kommer unge Villiam

Mens Philip Jensen starter en fabrik i Horsens, begynder fortællingens hovedperson sin rejse mod at blive fabriksejer i det, der viser sig at være en virksomhed, der lever videre gennem mange generationer.

Hovedpersonen er Villiam Petersen. Han er født af en maskinarbejder, og den unge Villiam kommer i lære på samme fabrik, hvor hans far arbejder, i 1905, da han blot er 14 år gammel.

Rejsen mod at blive selvstændig erhvervsdrivende

Efter fem års læretid på Møller Jochumsen-fabrikken stod Villiam med sit svendebrev i hånden og en indkaldelse til militærtjeneste ved marinen, hvor han blev tildelt tjeneste på Torpedoværftet på Holmen i København.

Efter militærtjenesten blev Villiam i København og arbejdede på Orlogsværftet frem til maj 1917, hvor han fik et Borgerbrev, en nødvendighed for at starte som selvstændig erhvervsdrivende.

I løbet af 1. verdenskrig, hvor Danmark forblev neutralt, men med importrestriktioner på mange varer, tog unge mennesker som Villiam initiativ. Sammen med en kammerat begyndte Villiam sin egen virksomhed som fabrikant. Elektricitetens udbredelse i Danmark krævede kontaktflader, og det udgjorde et behov.

I løbet af krigsårene masseproducerede de to kammerater bakelitkontakter og etablerede en vellykket forretning baseret på denne produktion.

1918

Villiam køber fabrikken i Horsens

Villiam solgte sin andel af fabrikken i København og vendte tilbage til Horsens, hvor han i 1918 blev gift i Klosterkirken med den unge Clara, datter af smedemester Carl Rasmussen.

Året efter, i 1919, investerede den driftige unge Villiam de penge, han havde tjent under krigen på produktionen af bakelitkontakter, i købet af Philip Jensen Motorfabrik.

I løbet af 1920'erne og 1930'erne rettede Villiam sit fokus mod automobilbranchen. Han udvidede sin virksomhed og beskæftigede flere medarbejdere på fabrikken ved at specialisere sig i renovering af bilmotorer.

1938

1938 - Horsens, en industriby

Horsens, en industriby

I 1930'erne havde Horsens udviklet sig til en sand industriby. Fabrikker af forskellige typer prægede bybilledet, siden industrialiseringen for alvor gjorde sit indtog tilbage i 1870'erne. Villiam Petersens fabrik var en af disse driftige industrifabrikker, der bidrog til byens vækst og udvikling.

Mange reperationer tilbydes af fabrikken

Ifølge priskataloget fra 1938 er der opført så mange bilmodeller, at næsten ingen er blevet overset. Et eksempel er en komplet renovering af en Chevrolet V8, som koster 250 kroner.

1943

Snart 25 års jubilæum som fabrikant

Villiam Petersen nærmer sig snart sit 25-års jubilæum på fabrikken, da han i april 1943 ansætter den 14-årige lærling, Erling Jensen, der er med til at fortælle historien om fabrikken. Selvom han er tæt på de 50 år, står fabrikanten i spidsen for en veletableret og velfungerende produktionsfabrik centralt placeret i Horsens, nærmere bestemt på Allégade.

Respekten for fabrikanten er stor blandt medarbejderne, både for hans autoritet og hans færdigheder. Med Villiams daglige påklædning af jakkesæt, hvid skjorte og slips er hans position tydelig, men håndværket har ikke forladt ham. Når han træder til ved maskinerne, ifører han sig en gul kittel og arbejder på lige fod med de øvrige medarbejdere, hvis der er brug for hans erfaring.

Stil og erfaring

Fabrikanten lever det gode liv. En formiddagsgåtur til barberen er en daglig rutine, og avisen læser han i Håndværkerforeningens lokaler på den anden side af gaden. Frokostpausen tilbringer han hjemme på Mosegaardsvej i det mondæne Thorsvang, hvor han i 1934 købte en villa.

Han er den stolte ejer af en Frazer Nash, en imponerende engelsk vogn, som han nyder at køre i. Det er et så fornemt køretøj, at borgmesteren i byen låner det, når der er parade gennem byens gader.

Det går Villiam Petersen ganske godt.

Erling Jensen

Erling Jensen har været tilskuer til historien om fabrikken op igennem  et århundrede, og bliver senere i karrieren tillidsmand ved fabrikken tillidsmand

1945

Fabrikken bliver sprængt

2. verdenskrig oplevede mange som trange tider, og virksomheder havde besvær med at skaffe materialer. Besættelsen forløb heller ikke uden dramatik for Villiam Petersens fabrik.

Lærlingen Erling lå og sov i hans lejlighed på Nygade, da han natten til den 22. januar 1945 blev vækket af dumpe brag rundt om i byen.

Da han om morgenen mødte ind på arbejde, stod han over for en fabrik, der var sprængt i luften. Der havde været brand i taget, ruderne var blæst ind, og flere af fabrikkens maskiner var ødelagte.

Flere fabrikker i byen blev ramt denne nat, alle udsat for sabotage, fordi de i et eller andet omfang havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

For Villiam Petersens vedkommende handlede det om, at fabrikken havde fremstillet kædehjul til Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev. Ordesedlen angav "til vinterbekæmpelse", men alle vidste, at der var tale om snerydningsmaskiner til den tyske østfront.

Desuden havde flere af de vognmænd, der fik renoveret motorer på fabrikken, været i tjeneste hos tyskerne.

De sidste krigsår

I de sidste år af krigen faldt flere medarbejdere fra. Nogle gik ind i modstandsbevægelsen, mens andre gik under jorden. Denne tendens var også tydelig på andre fabrikker, og derfor havde modstandsbevægelsen et godt kendskab til de virksomheder, de mente, skulle rammes. Dog  ville ingen rette angreb mod deres egen fabrik, og langt de fleste maskinarbejdere vendte da også tilbage til deres arbejdsplads efter krigen.

Efter krigen får Villiam Petersen krigsskadeerstatning for skaderpå fabrikken på 64.756kr.

1949

30 år som fabrikant - tid til fornyelse

30 år efter overdragelsen af fabrikken beslutter Villiam Petersen sig for at træde lidt frem i lyset. I 1949 ændrer fabrikken navn fra Philip Jensen Eftf. til Villiam Petersen Tandhjulsfabrikken, med Philip Jensen Eftf. i en beskeden parentes.

Motorrenovering forbliver en primær del af det daglige arbejde på fabrikken. Processen indebærer at sætte motorblokken ind, rense den, adskille den, installere nye foringer, stempler, stempelringe og olieringe. Lejerne må muligvis støbes om, hvorefter motoren er så god som ny.

Pladsen på værkstedet er begrænset, og maskinerne fylder en betydelig del af rummet. Det meste af håndværktøjet bliver fremstillet af medarbejderne selv, og de bliver dygtigere til at fremstille specialdele, ikke kun til motorer, men også til gear, som også kommer ind til reparation.

Som følge heraf skifter produktionen i efterkrigstiden gradvist mere og mere over til tandhjul.

1950

Junior rykker ind

Villiam Petersen får i alt tre børn: to sønner og en datter. Den ældste søn, Henning, starter i lære som maskinarbejder, men mister hurtigt interessen. Han ender med at blive tandlæge.

Den yngste søn, Carl Anker, går også i lære som maskinarbejder og får sit svendebrev i 1941. I starten af 1950'erne skabes der plads til ham på sin fars fabrik, og han får titlen som Prokurist. Fabrikanten Villiam Petersens arbejdstøj er stadig slips og jakkesæt, mens Prokuristen arbejder i den gule kittel. Værkførerens uniform er blå.

Carl Anker bliver langsomt forberedt til at overtage fabrikken efter sin far, men Villiam er ikke helt klar til at overdrage titlen som fabrikant, da han stadig er lederen af en virkelig god arbejdsplads.

1955

3. generation bliver født

Carl Anker og hustruen Ebba får i I 1955 Henrik - 3. generation af Villiam Petersen Tandhjulsfabrikken Horsens.

1960

Fabrikken udvides

Den lille fabrik i Houmannsgade bag Allégade er lille, og 1960 udvides den. På trods af denne indsats, udvides fabrikken allerede igen i 1962.

Fabrikanten flyder rundt

I 1960 fylder Villiam Petersen 70 år. Samme år giver han et stort avis interview, hvor han fortæller, hvad de tandhjul egentlig er for en størrelse.

"Tandhjul er mange ting. Det overbevises man om, når man render rundtpå det store værksted og ser de mange tandhjul ved maskinerne, den ene maskine mere speciel end den anden. Her findes på gulvet eller i kasser ved maskinernetandhjul af alle størrelser. De mindste er på ca. 10mm i tykkelse og de største er på 2,30 meter. De havner til sin tid vidt forskellige steder, det lille måske i en persiennes mekanik i en vindueskarm, der store måske i maskinrummet i en kran eller et sted i en skibsmotor."

Og hvad bruges de så til, spørger man sig selv. Det svarer den rutinerede babrikant naturligvis også på:

"Ja, der findes jo faktisk ikke den maskine, som ikke har tandhjul, og det er utal af maskiner, der er kommet frem de seneste 15 år (siden 2. verdenskrig, red.) har skabt et kolosalt behov for tandhjul af vidt forskellig slags."

1967

Ny lærling

I 1967 starter Erling Petersen sin rejse hos Villiam Petersen tandhjulsfabrikken Horsens. Han kommer, lige som Erling Jensens, til at bidrage til fabrikkens historie. 

Han starter i lærer og slår til da han bliver tilbudt fast arbejde. 

Han huske er Carl Anker var en svær chef at forhandle løn med, men det bliev da til nyt arbedstøj , sikekrhedsko og gratis kaffe og boullion. 

I 1968 får han job ved Arbejdsformidlingen Horsens, men vender senere tilbage til fabrikken. 

1980

Fabrikanten dør

Da Villiam Petersen i 1980 dør, køber Carl Anker medarvinger, storebror Henning og lillesøser Gerda, ud af fabrikken.

1983

3. Generation 

Mens Henrik er dreng, er han indimellem med sin far på arbejde på fabrikken. Vist er fabrikken spændende, men Henriks interesse for tandhjul er doh ikke overvældende, og da han i 1970'erne, efter sin sproglige studentereksamen, skal beslutte sig for, hvad han vil beskæftige sig med, falder valget ikke umiddelbart på at gå i sin fars fodspor.

I et par år kommer Henrik vidt omkring. I de første efter studentereksamen, går han på Handelshøjskolen i Århus, men stopper og får et job som juleassistance på et trykkeri i Risskov. Dernærst kommer soldatertiden. Han trækker frinummer, men melder sig frivilligt og bliver soldat på Skive kaserne i 1980. Efterfølgende vender han tilbage til trykkeriet i Risskov inden han begynder at læse en Højere Handels eksamen på Købmandsskolen i Århus.

Henrik ved godt, at hans far Carl Anker gerne ser, at han overtager pladsen på fabrikken. Men det er ikke noget Henrik førler sig presset til, da han i 1983 beslutter sig for at sige ja til at starte i praktik på fabrikken. Han vil bare lige se om det er noget for ham. 

Henrik starter med halvandet år på værkstedet og er bliver derefter assistent på kontoret. Og det viser sig at være ganske spændende.

1985 - I

Et begvenhedsrigt år for fabrikken

Det er en tid med pæne lønstigner. Jens William er tillidsrepræsentant på fabrikken og med hans mandat i de lokale lønforhandlinger, må han ikke sige ja til mindre end 2kr  mere i timen. Men Carl Anker vil kun gå med til 1,5kr.

Medarbejderne strejker på den baggrund, men konfilkten erklæres ulovlig, og de må en tur i Arbejdsretten ii Købbenhavn.

Carl Anker var en god chef, der kunne finde ud af at holde tingene adskilt. Han spurgte om Jens William ville have et lift til København, men Jens takkede nej, da han ville tage toget med kone og børn. Dagen skulle for hans familie bruges i Tivoli, hvor han så ville støde til efter afgørelsen i retten.

I retten fik jens William en skideballe af fagfreningens faglige sektratær. Det var kutyme, at arbejdsgiver startede med ikke at tilbyde noget, men i dette tilfælde havde carl Anker hele tiden fastholdt tilbudet på 1,5kr. Og dermed var sagen afgjort. 

Medarbejderne skulle betale en bod på 10.000kr for ulovlig strejke og fik 1,5kr i lønfohøjelse. 

Da afgørelsen var truffet inviterede Carl Anker, Jens på en øl i Tivoli, hvor han skulle møde familien. Jens ville dog ikke ses med ham, så han tog med den lokale fagforeningsmand på nyhavn og drak en danskvand. Da han senere på dagen mødtes med familien, kunne de fortælle, at de havde mødt Carl Anker, og at han havde givet børnene 20kr hver til at more sig for.

Situationen ændres

Situationen i arbejdsretten foregår i juni, og et par måneder senere har situationen igen ændret sig på fabrikken.

Carl Anker har ligget i benhårde forhandlinger med Horsens kommune om køb af et stykke jord i det nye og hurtigt voksende industriområde på Islandsvej, hvor han agter at bygge en helt ny og større fabrik. 

Carl Anker føler sig presset til at købe mere jord end han har brug for, men han slutter forhandlingerne med sætninge: "jaja, vi kan jo altid dyrke kartofler".

Der er så lidt plads i lokalerne i Houmannsgade bag Allégade, at maskinarbejderne på et tidspunkt er nødt til at banke hul i væggen for at få bugseret en tre meter lang tandstang ind på værkstedet.

Der er en større byfornyelsesplan i gang i Horsens kommune i disse år, og særligt i det kvarter, hvor fabrikken ligger. Carl Anker har i første omgang undgået at flytte, men i 1985 er der imidlertid ingen vej udenom. Byfornyelsesselskabet køberejendommene Allégade 27 og Beringsgade 7-9 for 1.050.000 kr. Derudover betaler de 245.000kr i flytteomkostninge rog 100.000kr for driftstab.

En  skæbnesvanger August i 1985

Et par måneder efter afgørelsen i Arbejdsretten og handlen med kommunen, bliver Carl Anker syg. Han føler en trykken for brystet og bliver indlagt på sygehuset. Tilsynesladende for han det efter en uges tids indlæggelse bedre, og plejepersonlet planlægger hansudskrivelse. Carl Anker når dog aldrig hjem igen. En udposning på hans hovedpulsårer bruister Carls Anker dør i August 1985, kun 64 år gammel.

Hva' nu, Henrik?

Denne dag står Henrik ved en skillevej. Skal han skynde sig at stoppe byggeriet på Islandsvej, eller måske skynde sig at sælge fabrikken og lade en anden fortsætte byggeriet? Eller skal han derimod fortsætte den oplæring han selv har sat gang i og overtage det hele? Han vælger det sidste velvidende, at det vil blive hårdt.

1985 - II

En ny ære

Carl Anker går bort i en tid, hvor Henrik er i gang med hans sidemandsoplæring. Henrik står derfor i en situation, hvor han godt ved, at han ikke har nået at tillære sig alle de relevante kompetencer til at drive fabrikken videre på egen hånd. Han har brug for hjælp, og han ved lige nøjagtigt hvem han har brug for at tale med.

Max Steffensen var en betroet medabrejder af hans far, nu afføde Carl Anker. Max ender samlet med at abrejde i 42 på fabrikken. Først som almindelig medabrejder, senere som gruppeleder og fra 1980 som værkfører. Max Steffensen er lige så godt inde i tilbud, ordrer, produktion, priser, m.m. som Carl Anker, og er en central person i udflytningen til Islandsvej nogle år senere.

Det er således ikke Henrik Petersen, men Max Steffensen, der har det store overblik da Carl Anker dør. Henrik har brug for Max Steffensen, og fremsætter ham dermed et tilbud han ikke kan sige nej til. Nemlig at han selv vælger sin titel mod, at han bliver på tandhjulsfabrikken.

Max Steffensen blev driftleder og blev en højt værdsat daglig leder af virksomheden de første år af Henriks direktørtid. Max fortsatte som driftleder frem til juni 2006 hvor han som 63-årig gik på efterløn.

Med Max Steffensen som driftsleder, var der brug for en ny værkfører.  Tillidsmanden Jens William Sørensen får en henvendelse fra ledelsen med forslaget om at skifte over på den anden side af drejebænken og blive værkfører. Jens William takker ja og bliver i firmaet til han går på pension i 2013 som 68-årig.

"Vi havde jo glæde os sådan til det nye byggeri, og jeg var helt klar over, at Henrik havde brug for megen støtte hvis virksomheden skulle fortsætte. Så jeg sagde, at jeg gerne ville være driftleder, og sådan bev det de næste 20 år", siger Driftleder Max Steffensen

1986

Byder Horsens Folkeblad og 4. generation velkommen

En dag i 1986 byder Henrik Horsens Folkeblad velkommen på den nye fabrik på Islandsvej. 2500kvadratmeter, 32 medarbejdere, nye computerstyrede CNC maskinertil at supplerede de gamle maskiner, der er flyttet med fra indre by, og en enkelt fræsemaskine, der har været med på rejsen siden 1922.

Det er en ny og moderne farbik hvor der er højt til loftet, moderne løftegrej og udsugning, der sørger for at luften skiftes ud i hallen to gange i timen. Samtidig er der er plads til 50 tons stål i forskellige kvaliteter.

Kunderne er først oog fremmest danske maskinfabrikker, men ca. 20% af produktionen sendes til udlandske fabrikker.

Da Folkebladet er på besøg er der ekstra god stemning i fabrikshallen. Chefen har nemlig lige været rundt til alle medarbejere med øl og cigarer. Hans hustru Britt har om natten født en søn, og dermed har 4. generation af tandhjulsfabrikken altså meldt sin ankomst.

1994

Henrik får godt gang i fabrikken

I årerne efter udrykningen Islandsvej, går det rigtig godt for fabrikken, der ved 75-års jubilæet står emd 40 medarbejdere.

Henrik vælger også at knytte en bestyrelse til aktieselskabet. "Det virker utrolig inspirerende og frugtbart at få tilført friske, nye impulser udefra", siger direktøren i et interview i forbindelse med jubilæet. I interviewet fortæller direktøren også, at deres styrke er deres evne til at omstille sig, hvilket de gennem årerne har bedvist flere gange.

Deres ordrebog ikke er fyldt med enslydende opgaver på flere tusind stykker, men specialopgaver til eksempelvis ældre maskiner, hvor delene er så slidte at der næsten ingen tænder er tilbage.

2003

Ud med kartoflerne og ind med flere kvadratmeter

Kvadratmeterne som Carl Anker i sin tid købte af kommunen, og som på daværende tidspunkt havde været i overskud, havde frem til sidst i 1990'erne ikke stået ubrugt hen. En medarbejder på fanrikken, havde haft fornøhjelsen af at drive sin kolonihave på arealerne, men sidst i 1990'erne skulle der igen udvides. Derfor kom de ekstra købte kvadratmeter igen til sin ret, og fabrikken blev udvidet til hele 5500 kradratmeter.

I 2003 er Horsens Folkeblad endnu enagng på besøg, da den store 70 tons tunge CNC-styrede maskine skulle præsenteres. På dette tidspunkt er fabrikken både en produktions- og servicevirksomhed med 42 medarbejdere der arebjder transmissionsdele til maskiner og gear.

2008

Krisen

I 2008 kommer krisen bragende ind fra USA. Fabrikken har før været på kanten af overbemanding, og til en start håber alle, at krisen driver over. Men det gør den ikke sådan lige, og i 2009 blive direktøren nødt at opsige 11 ud af de 42 medarbejdere. Også til medarbejdere, der har været på fabrikken i mange går. Det er trist, men der er desværre ingen vej udenom, hvis fabrikken skal overleve.

Langsomt kommer hjulene igen i omdrejninger - også tandhjulene.  

2013

En ny strategi

Nye vinde blæser over Islandsvej, og Salgschef Henning Laursen ansættes i 2013. Han har været vidt omkring, både i erhvervslivet og i verden. 

Henning udtænker en ny salgsstrategi, hvor en genbrugstanke er bærende, og fabrikken begynder at markedsføre sig på, at de udfører akutte og planlagte reperarioner af industrigear, og at det, da de producere delene selv, kan levere reperationen hurtigt og effektivt.

Og det med renovering kan tandhjulsfabrikken selv vise eksempler på. Ude i værkstedet står adskillige maskiner til drejning, slibning eller fortanding, der har mange år på bagen. 

"Vi går ind for genbrug, ikke kun på grund af prisen, men bestemt også  fordi det er en fordel for det miljø, vi alle sammen har en pligt til at passe på", siger Slagschef Henning Laursen

2024

Ny identitet og generationsskift

En ny æra begynder

I 2024 går Tandhjulsfabriken Villiam Petersen i arv til fjerde generation, hvor Henrik Petersen overlader styringen til sin søn Villiam Bang Petersen. Med en ny mand i spidsen står virksomheden over for en tid med fornyelse og innovation.

Dette år markerer også lanceringen af vores nye visuelle identitet og en mere brugervenlig hjemmeside, som afspejler vores dedikation til både tradition og fremtid.